Museet for Religiøs Kunst · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Undervisning
Identitet, krop, natur, kultur og selvopfattelse – der er mange gode grunde til at bruge kunsten til at åbne op for livets store spørgsmål i et undervisningsforløb på Museet for Religiøs Kunst.
I vores undervisningstilbud dykker vi ned i, hvordan billeder historisk og visuelt er med til at forme vores syn på vores omgivelser og hinanden. Vi lægger vægt på en åben, reflekterende og undersøgende tilgang til kunsten, hvor elevernes egne iagttagelser og erfaringer kommer i spil i spændende billedsamtaler.
Læse mere om vores undervisningsforløb her:
Et fantastisk univers - 16. juni-15. dec 2024, forløb for indskoling og mellemtrin
I udstillingen Gudinder kaster billedkunstner Ida Thorhauge os ud i et forunderligt møde mellem guder og mennesker. Karaktererne i hendes værker balancerer på kanten af det overnaturlige, samtidig med at udstråle blødhed, omsorg og kropslighed.
I dette undervisningsforløb fokuserer vi på de overnaturlige og fantastiske elementer i Ida Thorhauges kunst. De meget farverige og figurative værker er fyldt med symboler og referencer, som vi udforsker og går i dialog omkring. Vi kommer til at tale om eventyr og mytologier, liv og død, sommerfugle, feer, hekse, djævle, enhjørninger og meget mere.
HENT UNDERVISNINGSMATERIALET HER
Symboler i kunsten - 16. juni-15. dec. 2024, forløb for udskoling og ungdomsuddannelser
I udstillingen Gudinder undersøger billedkunstner Ida Thorhauge de mange uudtalte idealer knyttet til kvinden. Hun udvider bl.a. det klassiske portræt af Madonna med barnet med dyriske skildringer af omsorg mellem forskellige arter i et univers, hvor menneske og natur er dybt forbundne.
Forløbet består af en introduktion til udstillingen, samt dialogbaseret undervisning, hvor vi kommer omkring eksistentielle temaer som liv, død, ungdom, alderdom, skabelse, moderskab og forholdet mellem menneske/natur.