Museet for Religiøs Kunst · adresse · Tlf. xx xx xx xx · info@mail.dk
Den kulørte melankoli - Knud Odde og Rouault
25-1-2026 - 14-6-2026
Stor kunst venter, når vi præsenterer den danske samtidskunstner Knud Odde i dialog med den store franske mester Georges Rouault.
Oplev to af kunstens sværvægtere, der mødes på tværs af tid og sted i den kommende udstilling på Museet for Religiøs Kunst. I udstillingen Den kulørte melankoli - Knud Odde og Rouault sætter vi den store franske kunstner Georges Rouault (1871-1958) sammen med den danske samtidskunstner Knud Odde (f. 1955).
Rouault og Odde deler en dyb fascination for outsideren eller den udstødte – forstået som dem, der er tvunget til eller har valgt at stå udenfor det borgerlige samfund fx skildret i figurer som klovnen, kunstneren, munken og den prostituerede. Rouault så Kristus, som en outsider og skildrede ham vandrende rundt i en industrialiseret verden, hvor både kirketårne og skorstene eksister side om side. Rouault og Odde er begge fri for en moraliserende tilgang og her er det snarere samfundets spidser, der ironiseres over, særligt hos Rouault, der ikke ligefrem tegnede flatterende billeder af dommere og rige mennesker. Udstillingen stiller det perspektiverende spørgsmål, hvad det siger om en tid og en kultur, hvem man regner som ”det andet og det fremmede.” Begge kunstnere finder også inspiration i det litterære og filosofiske, bla. de franske symbolistiske digtere som Baudelaire, Verlaine og Rimbaud.
I udstillingen vil man særligt kunne opleve deres overlegne grafiske evner i Rouaults serier: Passion og Miserere samt i ældre og helt nye værker af Odde, hvor han forholder sig til Rouaults billedverden.
Rouault er en af Oddes inspirationskilder, og de store forskelle til trods, så er det vores håb, at udstillingen vil give de to kunstneres arbejder en ny klangbund, der både peger bagud og fremad. Udstillingen vil ikke blot belyse deres individuelle perspektiver, men også deres formalistiske og tematiske ligheder.
Knud Odde (f. 1955 i St. Heddinge) er en dansk samtidskunstner med en fortid som bassist i bandet Sort Sol. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling, Charlottenborg, i 1983 og har bla. modtaget Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat for billedkunst.
Odde har udstillet på flere store danske kunstmuseer, herunder Trapholt, HEART mfl.
Odde har de sidste 15 år under betegnelsen "La Luna Convento" (Månens Kloster) bla. arbejdet med at portrættere munke, helgeninder, stjernetydere og andre skikkelser fra især asiatiske, kristne og sufi traditioner. I sine værker forsøger han at indkredse den mysticisme som er en fælles praksis i mange religiøse retninger: hvor læsning af hellige skrifter, bøn, ritual, meditation og askese ofte er elementer heri. Odde mestrer flere kunstneriske teknikker såsom keramik og maleri, men han excellerer særligt indenfor grafikken og kunst på papir.

Georges Rouault (1871-1958) var en fransk maler og grafiker, der er kendt for sine dybe sociale og religiøse temaer. Han regnes for den betydeligste religiøse kunstner i det 20. århundrede og har bla. i serien Passion arbejdet med den lidende Kristus, som bliver menneskelig og dermed relevant og nærværende. Hans værker er præget af en intens farvepalet og kraftfulde konturer, der giver dem et malerisk udtryk. Rouaults livslange fascination af cirkusmotiver, især klovne, afspejler den kombinerede tragedie og komedie i den menneskelige tilstand, som han beskriver som "livets cirkus." Rouault observerede, at mennesker, ligesom klovne, skjuler deres sande natur og indre tragedier bag masker, der giver et indtryk af glæde og underholdning. "Jeg genkendte klart, at klovnen var mig selv," skrev han. "Han var alle os. Ligesom klovnen gemmer vi os bag vores egne personlige masker." Han samarbejdede med forfatteren André Suares (1868-1948) og forlæggeren og kunsthandleren Ambroise Vollard (1866-1939) om udgivelser af illustrerede bøger med original grafik.
Grosserer L.F. Foghts Fond
Statens Kunstfond
Ny Carlsbergfondet
Knud Højgaards Fond
							
							
							
							
							
							
							
							
							
							
							
							