Maleren Elof Risebye og billedhuggeren Paul Kiærskou  

"Elof Risebye har været ukendt på en sær, forbudt måde i hele min tid". Sådan skriver kunstneren Per Kirkeby om forgængeren Risebye (1892-1962). Trods professoratet ved freskoskolen på Kunstakademiet og flere kirkeudsmykninger, var Risebye med sine monumentale, dystre lærreder og sin katolsk inspirerede stil kun kendt i en snæver kreds i sin samtid.  

For at forstå udviklingen i Risebyes produktion må man inddrage hans livsvigtige forhold til vennen, den talentfulde billedhugger Paul Kiærskou (1900-1933).  Ved dennes alt for tidlige død blev det via maleriet, at Risebye gennemlevede de voldsomme følelser af tabet. Han skabte enkle, ikon-stærke billeder på sorg, frygt og afmagt. Han malede sig ind til essensen af de store, mørke følelser og blev i 1930'erne og 40'erne indbegrebet af ”sorgens maler”, men nåede også ud på den anden side til en ny, varmere palet.  

Når det i det 20. århundredes danske kunst gælder værker og udsmykninger med bibelske og religiøse motiver, er Elof Risebye en af de betydeligste skikkelser. Museet for Religiøs Kunst har derfor længe næret et ønske om at vise en større udstilling med Elof Risebye og er glad for i samarbejde med Vejen Kunstmuseum at kunne præsentere denne udstilling og dermed give Risebye den opmærksomhed, som han fortjener.

Udstillingen er tilrettelagt af direktør ved Vejen Kunstmuseum Teresa Nielsen.

Billede: Elof Risebye i 1961 ved siden af et af Paul Kiærskous portrætter af ham.