I Steen Steensen Blichers fodspor
Kom til et spændende foredrag ved Jytte Nielsen, museumsleder på Museum Thy, tirsdag d. 10. oktober kl. 17.00.
I foredraget vil Jytte Nielsen, museumsleder på Museum Thy, dykke ned i Steen Steensen Blichers værk, forfølge hans første skridt på Vestkysten og hans rejsebeskrivelser i ord og billeder.
Præsten, vandringsmanden og forfatteren Steen Steensen Blicher (1782-1848) er en af de mest betydningsfulde personer i dansk litteraturhistorie. Steen Steensen Blicher rejser til den jyske vestkyst i 1838, og i 1839 udgiver han en rejsebeskrivelse med 32 kapitler om natur, lokaliteter, befolkning og hverdagsliv. Blichers beskrivelser var med til at synliggøre de mange herlighedsværdier mod vest og gøre livet i Vestjylland kendt for et bredt publikum. I løbet af de næste par årtier begynder kunstnere – forfattere og malere – at rejse mod vest for at skildre dette ukendte og eksotiske land og dets indbyggere. En af kunstnerne er maleren Carl Bloch, som er med i udstillingen FAR WEST, og må have haft Blichers lille litterære værk med på rejsen.
Foredraget finder sted i museets café, og der er mulighed for at købe forfriskninger.
Tidspunkt: tirsdag d. 10. oktober 17.00-18.30
Sted: Museet for Religiøs Kunst, Strandvejen 13, Lemvig
Pris: 75 kr. Billetter købes i døren.
Foredraget er en del af en foredragsrække på henholdsvis Lemvig Museum og Museet for Religiøs Kunst i forbindelse med fællesprojektet FAR WEST.
Fællesbillet til alle 4 FAR WEST foredrag koster 200 kr. og købes her: 4 foredrag | Lemvig Museum