Museet er en vigtig attraktion for Lemvig
og hele egnen, fastslår bankdirektør
Frank Kristensen, vestjyskBANK
vestjyskBANK bliver de næste tre år hovedsponsor for Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Parterne har indgået en aftale, der understøtter museets drift, så det bl.a. fortsat er muligt at få attraktive udstillinger til det smukt beliggende museum ved fjorden.
- Vi har alle grund til at være stolte af Museet for Religiøs Kunst, siger bankdirektør Frank Kristensen , vestjyskBANK. Museet er et af de mest markante kulturelle fyrtårne i hele det vestjyske område, og det tiltrækker hvert år tusindvis af turister. vestjyskBANK ønsker at bakke op om driften af museet og ikke mindst værdsætte de mange timers arbejde, som de lokale, frivillige hjælpere yder på museet.
- Derfor har vi indgået en tre-årig aftale med museet, så der er kontinuitet i arbejdet, og vi håber, at flere andre vestjyske virksomheder vil følge efter, så museet kan bevise den lokale opbakning, der er nødvendig for museet for fortsat støtte fra
det offentlige. Det fortjener museet og folkene bag, siger Frank Kristensen , der oplyser, at banken med jævne mellemrum benytter museet til kundearrangementer, så samspillet mellem banken, kunderne og museet synliggøres.
- Vi er utroligt stolte over og glade for vestjyskBANKs sponsorat, siger provst Henning Toft Bro, formand for bestyrelsen for Museet for Religiøs Kunst. Samarbejdet mellem kulturen og erhvervslivet bliver i fremtiden en livsnerve for udviklingen hos institutioner som dette museum, og her er det opløftende at se den lokale opbakning, som vestjyskBANK altid er garant for.
- Vi vil gøre alt for at leve op til den tillid, vestjyskBANK og andre viser os med deres opbakning, så vi i mange år frem over har et moderne og tidssvarende museum, der byder på store kulturelle oplevelser i Lemvig, siger Henning Toft Bro.
vestjyskBANK får som en del af sponsoratet bl.a. omdøbt film-lokalet i kælderen til vestjyskBANK salen.
Ingen af parterne ønsker at oplyse sponsorbeløbets størrelse.